Sluk ildebranden
U-håndterede konflikter ulmer og bryder pludselig ud i lys lue
Her er kun en vej. Det skal gå hurtigt. Nu gælder det om at slukke ildebranden. Det er svært, dyrt og har store omkostninger for alle parter – også for vidner til konflikten.
Derfor er det altafgørende for et sundt arbejdsmiljø, at konflikten håndteres i tide.
Konfliktmægleren – en tredje neutral part – kan gennem en proces genetablere den konstruktive samtale. Lærerigt for alle. Vigtigst er, at konflikten håndteres, og at involverede parter fremover bliver i stand til at håndtere udfordrende konflikter.
Konfliktmægleren indtager en position i midten. Undgår at gøre sig til dommer. Forholder sig neutral. Undlader at komme med egne holdninger og løsningsforslag. Konfliktmægleren er ordstyrer og giver på skift ordet til deltagerne.
De parter, der ikke lige har ordet, indtager en lyttende position. Det er her, at konfliktmægleren skal være tydelig på præmisserne.
I hele processen er opgaven for konfliktmægleren gennem spørgsmål at skabe nysgerrighed blandt deltagerne. Både på deres egne og de andres holdninger og reaktioner. Og især skal konfliktmægleren sætte fokus på det, der lykkes. Opgaven er at skabe en løsningsfokuseret tilgang. Hvad gør vi allerede af gode ting? Hvad virker? Hvad sætter du pris på ved dig selv? Hvad sætter du pris på ved de andre? Hvad kan du gøre i fremtiden for at minimere konflikter? Hvad kan I sammen gøre?