Flintrer I rundt og bekæmper hver et tilløb til surhed og krummede tæ’r?

Flintrer I rundt og bekæmper hver et tilløb til surhed og krummede tæ’r?

Trivslen er i centrum lig nu – både for nisser og mennesker. Vi tænder lys, bager, kokkererer, klipper og klistrer. Vi køber gaver. Vi er drillenisser for hinanden, vi hygger os sammen til julefrokoster, og vi har rigtig travlt. Mange af de samme ting gentager vi på vores arbejdsplads.

Er det trivsel?

Måske – måske ikke.

Bliv klog på trivsel både for dig og dine medarbejdere ved, at I sammen reflekterer over og drøfter nedenstående fem punkter i trivselsviften. Fem ting der alle er en vigtig del af trivsel. Ingen af delene kan undværes.

Arbejdsmiljøet løfter sig betydeligt, når I ærligt og åbent drøfter punkterne sammen – ledere og medarbejdere. Det ved vi af erfaring.

En tillidsrepræsentant udbrød spontant, da vi på hendes arbejdsplads gennemgik de fem punkter, at hun de sidste tre år overhovedet ikke havde fokuseret på punkt 5 i forhold til sig selv. Hun havde haft stor fokus på at præstere. På at forbedre vilkårene for sine kolleger. Hun blev klar over, at hun for ikke at brænde ud også skulle huske sig selv og sin personlige relation til de andre. Og hendes kolleger fik øje for, hvordan de kunne passe på hende.

 

Trivselsviften

  1. Positive følelser

Hvad gør mig glad på den korte bane? Hvilke enkle og simple ting glæder mig, uden at jeg skal anstrenge mig. F.eks. en kop kaffe sammen med kolleger. En stille stund alene. Rundstykker i pausen om fredagen. At kigge på en smuk blomst. At nyde den stille sne der daler. At lytte til god musik. At slappe af i en massagestol.

  1. Engagement

Hvad brænder jeg for?

Arbejder jeg med det, jeg brænder for. Er mine styrker i spil? Får jeg brugt mig selv i forhold til det, jeg brænder for? Har min arbejdsplads fokus på det, jeg brænder for?

  1. Mening

Hvilken forskel gør jeg i det store billede? Hvad er den dybere mening med mit arbejde? Hvad er større i livet end mig selv? Hvilken mening er der, med det vi gør?

  1. Præstation

Hvordan agerer jeg, når jeg føler mig udfordret? Er det energigivende eller energidrænende for mig at blive udfordret? Hvordan præsterer jeg? Hvordan når jeg mine mål? Har jeg mulighed for at ”komme op på tæer” engang imellem? Hører jeg mig selv sige: ”Yes, jeg kunne – jeg lykkedes med opgaven, selv om det var en stor udfordring.”? 

  1. Positive relationer

Hvordan er mine relationer på arbejdet? Hvordan oplever jeg mig hørt, set og forstået. Hvordan bliver jeg mødt af andre? Hvilke tilbagemeldinger oplever jeg, at jeg får fra andre. Hvad gør jeg for at skabe endnu bedre relationer? Hvilke ønsker har jeg til mine kolleger? Hvilke forventninger har de til mig?

Når du jævnligt oplever at få noget på alle fem punkter, vil du føle, at du trives og udvikler dig.

 

Det’ sørme – det’ sandt – december.

Den travleste måned for nisser især,

for da flintrer vi rundt og bekæmper

hver et tilløb til surhed og krummede tæ’r,

vi siger det åbent, skønt altid i skjul.

Det’ sør’me, det’ snart, det’ jul.

(Fra julekalenderen “Jul på slottet)

 

De bedste julehilsner

Karin B. Pedersen



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.